|
TRYSIL-KNUD.
Ved Østerdalske skiløberkor
der hørtes engang så stort et ord
om Trysil-Knud, som sto på ski
i Bratbergkampen og Glommelid.
Ved præmieløb og ved exercis,
da var det Knud, som vandt første pris;
han gik i spidsen, hvorhelst det gjaldt
og stod, hvor ellers den bedste faldt.
Den svære bakke, man så sig ud,
var dog for liden for Trysil-Knud;
han midt i bakken fik gjort et hop;
derunder stilledes tolv mand op.
Og Knud fløi over, mens hurra lød,
idet han muntert en salve skjød.
Det var et sprang, som var værdt et ord
selv inden dette skiløberkor.
Og vidt og bredt man hans ry fornam,
det blev en hæder at ligne ham.
Og skal en skiløber merkes ud,
man endnu kalder ham "gut som Knud."
Hr. Ole Kynsberg en traver holdt;
af den var han ikke lidet stolt.
Tolv mil til byen på samme dag,
med den for slæden, var ingen sag.
En saadan tur har hr. Ole for,
og hest og slæde for døren står.
Da kommer Knud på sine ski
og letter på huen og vil forbi.
Men Ole hilser:"Goddag, min ven!
Så tidlig ude! hvor skal du hen?"
"Til byen agter jeg mig til kveld."
"Så, siger Ole, det gjør jeg selv."
"Kan du mig følge til Minnesund,
da skal du eie din gård og grund;
og kan du følge mig rat til by,
jeg bygger tilmed din våning ny."
Han drog af gårde: han drog i mag
som den, der sikker er i sin sag.
Hvor Knud blev af, man bemerked ei;
han havde stedse sin egen vei.
Da Ole stansed ved Minnesund,
"Knud var just reist for en liden stund."
Da Ole drog over Akers-elv,
da mødte Trysil-Knud ham selv.
"Velkommen efter!" han mælte tørt.
"Du har ret ganske forsvarlig kjørt.
Jeg er nu, ser du, på veien hjem.
Jeg skal vel bringe din hilsen frem?"
Så ordet gik om Trysil-Knud.
Han tog ei gården, men reiste ud.
Man tror han beiled og afslag fik;
og ingen vidste, hvorhen han gik.-
|